Historie

Brændevin og øl

Læge Thaddeus Florentinus (år 1223-1303) anvendte brændevin til alle slags sygdomme - udvortes som indvortes. Florentinus er kendt for citatet:”Brændevin er alle lægemidlers moder og dronning”.

fra: Videnskab.dk ...Da hverdagsøllet hovedsageligt blev brygget i hjemmet, var det for det meste kvinderne, der stod for brygningen.

Men derudover indtog kvinderne også en central rolle i den kommercielle del af alkoholkulturen, og i løbet af 1200-tallet begynder ’ølkoner’ at blive omtalt i kilderne.
Selvom kirken i middelalderen forsøgte at regulere den store mængde af alkoholindtagelse, bidrog de selv betragteligt til statistikken. Ved udgangen af højmiddelalderen ejede flere danske klostre humlehaver, hvor de selv bryggede øl. 

Ølkonerne solgte øl i forskellige former for beværtninger, i særdeleshed lader kvinderne til at have stået i spidsen for små ølboder, der i løbet af højmiddelalderen opstod i købstæder og på markedspladser.

I Haderslev fik ølkonerne i stadsretten fra 1292 ret til selv at tage pant, hvis en beruset kunde nægtede eller ikke kunne betale for det øl, vedkommende havde drukket.

At det ikke altid gik stille for sig i ølkonernes beværtninger, fremgår af følgende ordsprog, der formentlig første gang blev nedskrevet i 1300-tallet: »Altid opstår der kiv i ølkonens hus«.

For at lave en rigtig god brændevin, kræves gode og økologiske krydderurter/blomster.

På denne side finder du en liste over mange anvendelige urter.

http://www.urtegartneriet.dk/leksikon.htm 

De første forsøg

Forsøg på fremstilling af brændevin kendes helt tilbage til Aristoteles (384-322), men først i 1200-tallet lykkedes det fuldt ud at skabe en proces, hvor resultatet var en drikbar alkoholisk væske med en høj alkoholprocent.

Her var det hovedsagelig de lægelige virkninger ved den stærke drik, der vandt indpas og det var da også især munkene, som forestod destilleringen.

Troen på den lægelige virkning har holdt sig i århundreder - ja selv i dag menes brændevin at have visse positive effekter på det menneskelige legeme.

Da man i 1235 fandt frem til recepten på fremstilling af ren alkohol, tog det fart. Nu blev brændevin også et udpræget nydelses- og beruselsesmiddel. Der er mange beretninger om drikfældighed i gennem tiden - hos såvel kongelige, adelige, kirkelige, det bedre borgerskab ... Ja selv den fattigste tigger kunne beruse sig.

Det var almindeligt at tilsætte urter og krydderier, dette fordi selve brændevinen mildest talt smagte forfærdeligt af fusel. Urter, krydderier og krystaller vidste man var helbredende og kom man dem i brændevin styrkedes troen på deres virkning.

Det var ikke sjældent at præsten kiggede forbi og velsignede brændingen, den skulle jo gerne blive god og ikke mindst virkningsfuld.

Pardoksalt, når vi tænker på - at mennesker blev tortureret og dømt til døden, for at bruge urter og krystaller til helbredelse. (Ingen blev brændt på bål i Danmark i middelalderen)

Udover brændevinen var der også den mildere Mjød, lavet på honning.

Bitterdram 1400-tallet

Det siges om drammen at den ...

”Styrker hukommelsen og fryder hjærtet, ikke kun til syge, men skal ellers kunne drikkes af de som lyster - Fruentimmer skal varsomt af drammen drikke, thi løssluppenhed er den lunskhed der lurer når drammen i mandelag drikkes”

Opskriften følges nøje, lige dele af alt, for ikke at ødelægge den middelalderlige smag af bitterdram - og ja, de 3 krystaller skal også med.

Galangarod, almindelig - Zedoarrod - Ingefær - Kanel - Kryddernilliker
Muskatnød - Muskatblomme - Lang peber - Pomeranskal - Jordrøg
Dueurt - Pimpernelle (Bibernelle) - Løvetand (kun kronblade) - Citronskal
Lavendelblomst - Aloe - Kardemomme - Kalmusrod - Hvid Virak - Tormentilrod
Enebær - Laurbær - Sellerifrø - Fennikelfrø - Anis - Tusindgylden - Agermåne
Salvie - Basilikum - Rosmarin - Origanum - Rosenblomster - Rude - Ambra (bynke abrod) - Hyldebærrod - 3 sten/krystaller.

”Tæl dine skridt ud og kom dem ihu, thi drammens virke, forlænger vejen hjem”

Lægekunst, religion og kloge koner

Hippokrates (ca. 460-370 f. Kr.)

Hippokrates anses for at være en af de første videnskabeligt funderede læger i europæisk historie. Han regnes for en af lægekunstens grundlæggere og var på mange punkter meget moderne i sin tankegang. Han var en af de første, der mente at sygdom skyldtes små luftbårne partikler som førte sygdomme med sig og ikke som den tidlige opfattelse, at det var ondskab, gudernes vrede og djævlens værk (hvilket var troen hos nordboerne). I 1800-tallet opdagede man bakterier, og Hippokrates teori afløstes af bakteriologien.

Omkring lægegerningen havde Hippokrates og hans studerende meget høje etiske principper . Blandt andet måtte en læge ikke yde aktiv dødshjælp eller videregive fortrolige oplysninger. Nutidens læger der aflægger lægeløftet, er det samme løfte som Hippokrates ed.

Dioscorides (ca. 40 – ca. 90 e. Kr.) 

Discorides var en græsk læge, som praktiserede i Rom under Kejser Nero. Han var blandt andet militærlæge og rejste meget rundt i store dele af Romerriget. Han er forfatter til et stort værk om lægeplanter "De materia medica". Værket blev et farmakologisk hovedværk og anvendtes på universiteterne helt ind i 1600-tallet.

Sølv slår bakterier ihjel

Når de rige og adlen var på lazaret, forlangte de at have adskillelse, så de lå for sig selv og ikke kunne se på fattiglemmerne. De fik maden serveret på sølvfade og sølvtallerkener, hvilke naturligt slog en del bakterier ihjel, da sølv har den egenskab. Afskærmningen til andre syge, gjorde også at bakterieflowet ikke ramte de afskærmede. Det var dog ikke noget man vidste - man kunne blot se at de rige og adlen overlevede i de fleste tilfælde, hvor sygdommen var den samme som hos de fattige og middelklassen. De fattige og middelklasses spiste af trætallerkener eller tin, hvilket betød at bakterierne kunne formerer sig hurtigt.

Religion

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Asatroen begyndte. De tidligste skrifter er fra 1200 tallet - De Islandske skrifter.

Grundlaget for en religion opstod formodentlig efter folkevandringen i Europa i perioden år ca. 500 - 700. Efter år 700 var der stilstand i vandringen og folk bosatte sig og dannede det vi i dag kender som små landsbyer. Det må tænkes at der opstod myter og rædselshistorier, hvorfor det så var naturligt at opfinde væsener der kunne afhjælpe så man kunne få ro i sindet.

Langsomt men sikker vandrede historierne fra landsby til landsby og ad den vej opstod en folkereligion.

Middelalderen - Den katolske religion finder vej.
Bibelen fandtes kun i få eksemplarer og kun på latin, derfor mentes kirken, at have patent på hele verdensbilledet, fordi præsterne var de lærde, som vidste besked med Guds ord. Det var en let sag for kirken at bruge sin viden til at manipulere med mennesker så de troede på det kirken påstod. Hverken kongehus, adel og pøbel turde sige kirken imod, af frygt for konsekvenserne.

Kirken opfandt  afladsbrevet. De der havde råd, kunne afkorte tiden i skærsilden ved at købe afladsbreve - af kirken naturligvis. Afladsbrevene var medvirkende til, at kirken blev ufatteligt velhavende, men var også medvirkende til, at en reformation af kirken trængte sig på i begyndelsen af det 16. århundrede. 

Op gennem middelalderen var der vedholdne folk som fortsatte med at sende deres bønner til Aserne, men det foregik i stilhed. Blev man taget i at tro på de nordiske guder - så var helvede for alvor løs.

Læs også Kristendommen kommer til Danmark

Hjulkors | Troldekors | Ulvekors | Thors Hammer

  

Kloge koner og kloge mænd

De kloge koner og de kloge mænd, kan siges at være nutidens alternative behandlere. Udover urter anvendte de sten og krystaller i deres helbredelsesproces.

Tilbage i Romerriget vidste man rigtig meget om sten og krystaller, men denne viden gik tabt, da kristendommen og især præsternes ord for alvor vandt indpas og det ikke længere var lovligt at udøve "heksekunst". Først i nyere tid er det lykkedes igen at se positivt på sten og krystallers virksomme kraft.

Krydderurterne, vedblev med at være en stor del af lægegerningen. Det var især munkene der forskede i urternes helbredende virkning. Munkene tog urter med rundt når de vandrede fra kloster til kloster og på den måde blev kendskabet til de mange forskellige urter kendt over hele Europa.

Efterhånden som industrien tog over og medicin blev massefremstillet, ligesom at madlavningen skulle gå hurtigt, gik mange krydderurter i glemmebogen. I nyere tid er der heldigvis igen stor interesse for urterne, men desværre er en del af dem ikke at finde mere.

Lidt mere historie ...

Ildsæt 

Ildsæt består af ildstål, flint og fyrsvamp (glødeelement). For at få ild skal der være tørt græs, hø, eller træspåner. Det er ikke let, men det kan læres ... Ildsættet kendes kendes langt tilbage i tiden i forskellige udformninger.

Skeen er kendt tilbage til jernalderen, hvor det var en form for rund øse der blev forlænget med et skaft.

I middelalderen havde skeen stadig sin runde form og for jævne folk var den fremstillet af træ eller horn. Skeen var personlig, hvilket betød at den blev medbragt over alt - enten hængende i bæltet eller gemt i en bæltetaske/pung.
Det samme gjalt et lille drikkebæger af træ med hank.

Det var normalt at alle spiste af samme gryde eller fad, derfor var det praktisk at alle havde deres egen ske og drikkebæger. Man var altid klar til at indtage et måltid, hvorend det blev serveret.

I middelalderen lykkedes det at lave skeer med sølvskæfte, men det var forbeholdt de rige. Først i 1700-tallet fik skeen den form vi kender idag. Vi skal frem til slutningen af det 19. århundrede, før det blev skik at dække bord med bestik, så gæsterne ikke behøvede at tage med selv. 

Tallerken 

Tallerkenen i middelalderen var det ofte et stykke gammelt brød der blev skåret til ved bordet, og blev dyppet i suppe eller anden dyppelse. Kødstykker kunne lægges på brødet - på den måde gik intet til spilde. Alternativet var tallerkener lavet af træ eller tin.